12.09.2024
Sofie Rosshaug skal forsøge at revanchere dansk nederlag
20-årige Sofie Rosshaug, som blandt andet har vundet sølv ved U19-VM, er som bekendt med på programmet, når der den 12. oktober er Danish Fight Night i Royal Arena.
Det er ved samme begivenhed, hvor Sarah Mahfoud bokser VM-kvalifikationskamp mod brasilianske Danila Ramos, og hvor Hamza Hussein fra Husum skal op mod italienske Osvaldo Finizio i et opgør mellem to ubesejrede cruiservægtere.
Den danske boksekomet fra Gilleleje Bokseklub skal prøve kræfter med den rutinerede serbiske bokser Snezana Siljkovic, som tidligere har optrådt i Royal Arena. Det er nemlig den samme serber, som ved Bettina Palles boksegalla den 13. januar 2024, pointbesejrede danske Emma Kirstine Jensen, som debuterede som professionel denne aften.
Snezana Siljkovic satsede offensivt og sendte sin danske modstander i gulvet i første omgang. Med det ekstra pointfradrag, som en tælling koster, var det overordentligt svært at indhente serberens forspring. Det kom efterfølgende frem, at Emma Kirstine Jensen havde været syg i dagene op til debutkampen, og hun agter at vende stærk tilbage, men i første omgang bliver det altså Sofie Rosshaug, som får chancen og muligheden for at revanchere det danske nederlag.
Sofie Rosshaug er godt i gang med træningen med henblik på at ramme topformen den 12. oktober.
»Forberedelserne går virkelig godt. Jeg er fokuseret, og der arbejdes hårdt. Lige nu ligger fokus på det fysiske, og så kommer der masser af sparring og finpudsning af taktikken. Vi skal sørge for, at jeg er knivskarp og klar til at levere på dagen. Jeg glæder mig bare til at komme ind i ringen og få det hele til at gå op i en højere enhed,« siger Sofie Rosshaug, som trænes af Oliver Møllenberg.
Den 30-årige serber må på trods af sin negative kampstatistik (6-19-3) betragtes som en ret vanskelig modstander for en ny-professionel. Hun har nemlig næsten udelukkende mødt stærke modstandere fra toppen af Europa, og hun er aldrig blevet stoppet før tid.
Snezana Siljkovic har endda flere gange leveret markante resultater mod stærke hjemmebaneboksere. I 2021 vandt hun over italienske Martina Bernilla, der året efter blev europamester. I 2019 boksede hun uafgjort mod Justine Lallemand, som har bokset lige op med sin modstander i to EM-opgør.
Den rutinerede serber har i olympisk boksning deltaget ved amatør-VM i både 2022 og 2023 og vandt sin første kamp i begge turneringer. Hun bokser fortsat sideløbende som amatør og blev i 2023 national serbisk mester.
Heldigvis har Sofie Rosshaug trods sin unge alder også en del rutine fra olympisk boksning. Den 20-årige Gilleleje-bokser har nemlig vundet sølv ved U19 VM i 2022 i Spanien og bronze ved U19 EM i 2021. Hun har også vundet U19 guld ved de nordiske mesterskaber i 2022 som et af flere højdepunkter i en amatørkarriere, der allerede har budt på 70 kampe.
Sofie Rosshaug debuterede tidligere på året i professionel boksning ved et stævne arrangeret af Gilleleje Bokseklub, som har en lang historie med store bokseevents. Det skete med en sejr over italienske Evelin Camporeale.
Nu gælder det så kamp nummer 2 i professionelt regi mod en 10 år ældre modstander med masser af erfaring fra professionel boksning. Og en modstander som med garanti vil gøre alt for igen at udløse et dansk nederlag ligesom sidst.
Der forventes i alt 8-9 kampe på programmet den 12. oktober heriblandt med dansk deltagelse af Sarah Mahfoud, Oliver Zaren, Hamza Hussein, Nikolay Piddubnyy, Mathias Hansen og Victor Ramon.
Boksegallaen markerer, at det i oktober er 25 år siden, Bettina Palle arrangerede sit første boksestævne, hvilket vil blive fejret på behørig vis den pågældende aften. Danish Fight Night afvikles som bekendt i Royal Arena Hall, der er en tilpasset og intim version af Royal Arena med godt udsyn fra alle pladser, og billetter er allerede sat til salg via Ticketmaster.
Hovedkampene transmitteres direkte af Pluto TV, og de indledende kampe sendes forskudt lige efter live-sendingen. Pluto TV kan hentes som app eller ses via pluto.tv. Pluto TV kan tilgås og streames gratis på tværs af mobil, web, smart tv og tilsluttede tv-enheder. Uden log in.
Facebook: www.facebook.com/DFNboksning
Fakta om Sofie Rosshaug
- Født: 21. januar 2004 i Hillerød
- Nuværende hjemby: Hillerød
- Uddannelse: STX-gymnasium
- Højde: 168 cm.
- Vægtklasse: Fluevægt
- Rekordliste som professionel: 1-0
- Professionel debut: 20. januar 2024 i Gilleleje
- Træner: Oliver Møllenberg
- Bokseklub: Gilleleje BK
- Amatørkarriere (olympisk stil): 70 kampe
- Højdepunkter: Sølv ved U19 VM i 2022, bronze ved U19 EM i 2021, guld ved de nordiske mesterskaber i 2022 (U19) etc.
Video-link: Emma Kirstine Jensen vs. Snezana Siljkovic, 13. januar 2024: