Sarahmahfoud 12Okt24 2436X1365

24.09.2024

Tysk VM-sejr fremhæver Sarah Mahfouds klasse


Den tidligere danske IBF-verdensmester Sarah Mahfoud står som bekendt overfor en meget svær opgave, når hun den 12. oktober i Royal Arena i København møder brasilianske Danila Ramos. 

Kampen finder sted i Royal Arena i København, og der er tale om et opgør mellem de to højest rangerede ledige VM-kandidater på WBO’s verdensrangliste. Vinderen vil med andre ord rykke afgørende tæt på en ny VM-kamp.

Et aktuelt VM-resultat i samme vægtklasse sætter lige nu Sarah Mahfoud bokseevner og sportslige niveau i relief. Lørdag aften i Hamburg, Tyskland blev der nemlig kæmpet om den ledige IBF-VM-titel, som er det VM-bælte Mahfoud tidligere var indehaver i perioden 2020 til 2022. 

Tyskeren Nina Meinke, som nu står noteret for 19 sejre og 3 nederlag, blev efter en imponerende sejr i en hård og opslidende boksekamp (over 12 gange 3 minutter) over mexicanske Daniela Bermudez (32 sejre, 4 nederlag, 3 uafgjorte) kåret som ny verdensmester.

Ligesom tennissporten har sine fire store grand slam-turneringer, så har bokseporten fire store VM-forbund, som betragtes som de toneangivende (WBA, WBC, IBF og WBO). VM-situationen er nu den, at Amanda Serrano fra Puerto Rico er indehaver af VM-titlerne hos WBA og WBO, mens Skye Nicolson fra Australien har WBC-VM-titlen, og så er Nina Meinke som sagt netop blevet indehaver af IBF VM-titlen.

»Nina Meinkes VM-sejr fremhæver yderligere det høje VM-niveau, som Sarah Mahfoud befinder sig på. Nina Meinke tabte nemlig i 2022 til Sarah Mahfoud i en VM-kamp på dansk grund. Sarah har med andre ord en sejr registreret over en af de nuværende verdensmestre i fjervægt. I første omgang er det dog WBO-VM-titlen, som vi retter øjnene i mod. Kampen den 12. oktober mod Danila Ramos er afgørende for Mahfouds videre vej mod endnu en VM-titel, og der er lagt op til en intens og meget spændende konfrontation i Royal Arena,« siger Bettina Palle, som ved det forestående boksestævne fejrer sit 25-års jubilæum som boksepromotor.

Brasilianske Danila Ramos har bokset 16 kampe med 13 sejre og kun 3 nederlag, som alle var i VM-opgør. Hun er tidligere WBO interim-verdensmester. En titel hun erobrede i 2023 efter en pointsejr i Buenos Aires over argentinske Brenda Karen Carabajal, som Sarah Mahfoud ligeledes besejrede, da hun i 2020 blev IBF-verdensmester. Ramos tabte sin titel til Amanda Serrano i et historisk opgør over 12 gange 3 minutter.

På WBO’s aktuelle verdensrangliste står Amanda Serrano som bekendt registreret som verdenmester. Til november går hun hele tre vægtklasser op for at udfordre Katie Taylor i en stor VM-kamp på AT&T Stadium i Arlington, Texas, USA.

Sarah Mahfoud og Danila Ramos er henholdsvis nummer 2 og 4 på samme rangliste, men de er reelt de højest rangerede ledige VM-kandidater. Nummer 1 er nemlig Nina Meinke, som altså satsede på IBF-VM-titlen, og nummer 3 er engelske Raven Chapman, som den 12. oktober i Riyadh, Saudi-Arabien skal bokse WBC-VM-kamp mod Skye Nicolson fra Australien.

Danish Fight Night afvikles som bekendt i Royal Arena Hall, der er en tilpasset og intim version af Royal Arena med godt udsyn fra alle pladser, og billetter er allerede sat til salg via Ticketmaster.

I et opgør mellem to ubesejrede cruiservægtere skal Hamza Hussein fra Husum i København op mod italienske Osvaldo Finizio. Tilskueren kan ligeledes glæde sig til en kamp med det store danske boksehåb Oliver Zaren samt de danske boksere Sofie Rosshaug, Mathias Hansen, Victor Ramon og Nikolay Piddubnyy. Der er også udsigt til en kamp med en spændende dansk debutant, som Bettina Palle forhåbentligt kan løfte sløret for en af de kommende dage.

Boksegallaen markerer, at det nu er 25 år siden, at Bettina Palle arrangerede sit første boksestævne, hvilket vil blive fejret på behørig vis den pågældende aften. Der forventes i alt 8-9 professionelle boksekampe på programmet.

Hovedkampene transmitteres direkte af Pluto TV, og de indledende kampe sendes forskudt lige efter live-sendingen. Pluto TV kan hentes som app eller ses via pluto.tv. Pluto TV kan tilgås og streames gratis på tværs af mobil, web, smart tv og tilsluttede tv-enheder. Uden log in.

Billetter: www.ticketmaster.dk/event/danish-fight-night-2024-billetter/551827

Danish Fight Night Facebook: www.facebook.com/DFNboksning



Danish Fight Night YouTube: www.youtube.com/@DanishFightNightReal

Fakta: Verdensmestre i fjervægt (de fire store VM-forbund)


WBA: Amanda Serrano, Puerto Rico/USA
WBO: Amanda Serrano, Puerto Rico/USA
WBC: Skye Nicolson, Australien
IBF: Nina Meinke, Tyskland

Fakta: WBO’s verdensrangliste i fjervægt


Verdensmester: Amanda Serrano, Puerto Rico/USA


1. Nina Meinke, Tyskland
2. Sarah Mahfoud, Danmark
3. Raven Chapman, Storbritannien
4. Danila Ramos, Brasilien
5. Jennifer Miranda, Spanien
6. Vivian Rodriguez, Dominikanske Republik
7. Lucrecia Manzur, Argentina
8. Elizabeth Oshoba, Nigeria
9. Caroline Veyre, Canada
10. Pei Yi Wu, Taiwan